"Det er godt, at jorden ikke mere ligger ubenyttet hen"
For 75 år siden blev Gunnar Mølby Rasmussen kunde i Den Jyske Sparekasse i Billund. I de sidste 40 år har den tidligere landmand sammen med sin kone Thora været meget engageret i byens turistindustri.
Lalandia og campingpladsen er flyttet ind
Lige ved siden af Lalandia og de nyetablerede feriehuse i Billund ligger Thora og Gunnar Rasmussens gård. Beskyttet af skærmende beplantning, men stadig i centrum af byens blomstrende turistindustri. Og sådan skal det bare være!
Det startede i Hammerum
Oprindeligt er Gunnar Rasmussen uddannet landmand fra Hammerum Landbrugsskole og han overtog den 1. april 1961 sin fædrende gård ”Havrevang” i Billund. Den 16. juni samme år blev han gift med Thora, en husholdnings- og hotelkøkkenuddannet pige fra Nr. Nissum, der arbejdede som kokkepige på landbrugsskolen.
44 hektar med køer og svin
18 køer og en svineproduktion dannede rammerne om parrets første tid som selvstændige, men fra 1970 blev bedriften lagt om til griseproduktion. Mere jord blev forpagtet og udlagt til kornproduktion og kartoffelavl.
Thoras Bed and Breakfast
Parret havde fået børnene Erik, Ole og Birgit, og Thora fik lyst til at prøve kræfter med hotelindustrien. I 1972 åbnede hun ”Bed and Breakfast” på ”Havrevang” og havde 7 enheder i hytter, campingvogn og i værelser i huset. Den lille forretning blev hurtigt populær blandt turister fra både ind- og udland, og efterspørgslen var stor i sommerhalvåret.
Gunnars Camping
”Vi havde også en lille ”uofficiel” campingplads med plads til 6-7 telte på et hjørne af vores jord” fortæller Thora. ”Gunnar havde sat noget strøm op, og folk kom flere år i træk fra både Norge og Sverige, fordi det var så hyggeligt her.”
Ældre dame lå i kø
Gunnar supplerer: ”En morgen, da vi stod op, lå der en ældre dame og sov ude i gangen. Hun var ankommet i løbet af natten og ville være sikker på at komme forrest i køen til næste ledige værelse.”
En dag kom borgmesteren på besøg
I 1986 - et par dage før Thora og Gunnars sølvbryllup - kom Borgmester Tychsen på besøg og spurgte, om kommunen måtte købe halvdelen af parrets jord. Det skulle de lige tænke over et par dage, indtil festlighederne var veloverståede.
En beslutning af kærlighed til Billund
”Efterhånden havde vi haft besøg af turister fra stort set hele verden, så vi var klar over hvor stor mangel der var på værelser hele sommeren på grund af Legoland og trafikken i Billund Lufthavn,” forklarer Gunnar. ”Derfor besluttede vi, at vi ikke ville stå i vejen for turistudviklingen i Billund, når nu området skulle bruges til campingplads.”
Motel Svanen begyndte at tage form
Parret vurderede, at det ville være vanskeligt at leve af landbrug efter salget og svineproduktionen kunne ikke videreføres så tæt på en campingplads. ”Vi betingede os derfor, at vi måtte opføre et hotel på det yderste hjørne af vores jord overfor Billund Trav. Det sagde kommunen heldigvis ja til, ” fortæller Gunnar.
Lalandia i Billund
I samråd med børnene
Familien valgte i fællesskab navnet ”Svanen” fordi det både skulle være dansk og let at udtale. Motellet blev efterfølgende designet med hvide mure og rødt tag. Og så var Billunds turistpionerer igang igen.
Det kunne kun være i Billund
”Inden vores beslutning om at starte, var vi blevet advaret om de dårlige belægningsprocenter i branchen, men vi var enige om, at vi ville prøve kræfter med noget andet end landbrug,” forklarer Thora. ”Efter et par år sagde nogen, at vi var heldige med at det var i Billund, vi havde bygget. Vi svarede selvfølgelig, at vi ikke kunne drømme om at bygge andre steder.”
Fra M til H
Efter et par år med støt stigende belægningsprocenter besluttede parret at lave en H løsning. ”Vi ville gerne starte en restaurant - mest af hensyn til vores overnattende gæster” fortæller Thora. ”Derfor ændrede vi navnet fra Motel Svanen til Hotel Svanen.” ”Ja, og der var ingen, der opdagede, at vi samtidig satte priserne op” tilføjer Gunnar med et listigt smil på læben.
Farvel til Svanen
I 2001 valgte Thora og Gunnar at sælge Hotel Svanen, som på daværende tidspunkt havde 24 værelser og en belægningsprocent på mere end 90.
Altid i turistbranchen
”Når nogen spørger, hvad vi går og laver nu, siger jeg, at vi er momsregistrerede pensionister” siger Gunnar. ”Vi lejer stadig et par værelser ud, og Hotel Svanen råder over en af vores lader som langtidsparkering. Desuden har jeg en tjans som opsynsmand på den lokale minigolfbane”.
Når de altså ikke er i sommerhuset på skamlingsbanken, i jagthytten ved Sdr. Felding eller sammen med børn og børnebørn.